Digital-Bevissikring

...

Spørgsmål fra advokater

Hvornår og hvordan

Hvornår skal en IT-sagkyndig ind i sagen?

Så tidligt som muligt, hvis data kan forsvinde: når en medarbejder fratræder, når et abonnement opsiges, eller når modparten kan nå at rydde op. Analysen kan vente, sikringen kan ikke altid. → Tidsfrister og hastesager

Hvad skal jeg spørge klienten om i første møde?

Hvor data ligger, hvem der har adgang, og hvad der allerede er slettet, nulstillet eller udleveret. → Tjekliste til det første klientmøde

Skal klienten stoppe automatisk sletning?

Ofte ja. Slettepolitikker i Microsoft 365 og Google Workspace kan fjerne mails og filer, mens sagen forberedes. → Bevarelsespligt og litigation hold

Beskeder, mails og opkald

Kan en sms bruges som bevis?

Ja. Der er ingen regel om, at en sms ikke kan bruges, og retten vurderer frit, hvilken vægt den skal have. Vægten afhænger af, hvordan beskeden er sikret, om den bestrides, og om den passer med sagens øvrige oplysninger. En sms viser et nummer og en telefon, men ikke i sig selv, hvem der skrev den. → Kan en sms bruges som bevis i en civil sag?

Kan en aftale indgået på Messenger være bindende?

Det kan den. Dansk aftaleret bygger som udgangspunkt på formfrihed, men på nogle områder stiller lov eller kontrakt krav til formen, og det skal vurderes i den konkrete sag. Bevismæssigt gælder det om at kunne vise, hvem parterne var, hvad tilbud og accept gik ud på, og hvornår beskederne blev sendt. Sikr hele tråden, ikke kun de afgørende beskeder. → Aftale på sms eller Messenger

Kan en emoji være en accept?

Hvad en tommel op eller et hjerte betyder, er en fortolkning, som retten foretager ud fra sammenhængen. Teknisk er det vigtigt at fastslå, hvad der faktisk blev sendt, og hvordan det så ud hos modtageren, fordi den samme emoji kan se forskellig ud på forskellige telefoner og i forskellige apps. En reaktion på en besked gemmes også anderledes end en selvstændig besked. → Emojis, likes og chatsprog i retten

Viser blå flueben, at beskeden er læst?

Ikke nødvendigvis. En læsekvittering registrerer, at appen på en af modtagerens enheder har vist samtalen, men ikke hvem der kiggede, eller om beskeden blev læst til ende. Brug den som et af flere spor, ikke som det eneste. → Blå flueben: kan en læsekvittering bevise, at beskeden er set?

Kan en talebesked bruges som bevis?

Ja. En talebesked er en lydfil i en chat og kan fremlægges på samme måde som andre optagelser. Lydfilen forsvinder oftere end tekstbeskeder, så den bør sikres tidligt sammen med chatten omkring den. Fremlæg lydfilen sammen med en kontrolleret udskrift, og angiv, hvem der har lavet udskriften. → Talebeskeder som bevis

Hvordan beviser man, at en mail er sendt og kommet frem?

At mailen ligger i afsenderens sendte post, viser kun, at den blev sendt fra mailprogrammet. Mailens header og logs hos afsenderens og modtagerens mailservere kan vise, hvor langt mailen nåede, og hvornår. Læsekvitteringer er et svagt bevis. Hvornår en mail juridisk anses for kommet frem, er et spørgsmål om aftaleret, ikke om teknik. → Hvornår er en mail kommet frem?

Kan slettede beskeder gendannes?

Nogle gange. Det afhænger af telefonen, appen og tiden siden sletningen, og om beskederne findes i en backup, på en anden enhed eller hos den anden part i samtalen. Moderne telefoner er krypterede, og slettede data forsvinder ofte hurtigt, så et negativt resultat beviser ikke, at beskederne aldrig har eksisteret. Brug telefonen så lidt som muligt, indtil det er afklaret, om den skal sikres. → Når data er slettet · iMessage og sms: hvor ligger beskederne?

Kan en sms være et testamente?

Som udgangspunkt nej. Arveloven stiller formkrav til testamenter, og en sms, en note eller en mail opfylder dem normalt ikke. Om der i en særlig situation kan være tale om et nødtestamente, er en juridisk vurdering i den konkrete sag. Digitale spor kan til gengæld belyse, hvordan et testamente blev til, og om der har været påvirkning. → Testamentstvister: digitale udkast og påvirkning

Billeder, lyd og video

Er et skærmbillede nok som bevis?

Ofte ikke, hvis det bestrides. Et skærmbillede viser, hvad der stod på en skærm, men mangler de bagvedliggende data, tidsstempler og sammenhængen før og efter. Kan beviset blive anfægtet, bør den oprindelige samtale eller fil sikres fra enheden eller kontoen, mens det stadig er muligt. → Modparten fremlægger skærmbilleder · Hvorfor skærmbilleder sjældent er nok

Skal et skærmbillede bevidnes?

En bevidnelse gør ikke et skærmbillede ægte i sig selv. Et vidne kan bekræfte, hvad der blev vist på skærmen på et bestemt tidspunkt, men ikke om indholdet var ægte eller fuldstændigt. Bedre dokumentation er en sikring med beskrivelse af fremgangsmåden, adresse, tidspunkt og hashværdi, og for websider en kopi af selve siden. → Advokatens egen indsamling af materiale fra nettet · Sådan gemmer du en webside som dokumentation

Kan man se, om et billede er redigeret?

Nogle gange. Visse ændringer efterlader spor i metadata eller i selve billedet, andre gør ikke, og næsten alle billeder er bearbejdet automatisk af telefonen. Den originale fil fra den enhed, der tog billedet, er det bedste grundlag. Gør spørgsmålet præcist: Er noget fjernet, er tidspunktet ændret, eller er billedet skabt med AI? → Kan man se, om et billede er redigeret?

Må klienten optage en samtale, som klienten selv deltager i?

Reglerne skelner mellem samtaler, man selv deltager i, og samtaler mellem andre. En samtale, klienten selv deltager i, er som udgangspunkt ikke omfattet af forbuddet mod skjult optagelse, men videregivelse af optagelsen kan rejse andre spørgsmål. Om optagelsen kan føres som bevis, og hvilken vægt den får, er en vurdering i den konkrete sag. Sikr under alle omstændigheder den oprindelige fil på den enhed, der optog. → Må man optage sin chef? · Lydoptagelser som bevis

Må klienten optage andres samtaler?

Det er en anden situation. Skjult optagelse af en samtale mellem andre, som klienten ikke selv deltager i, falder uden for undtagelsen for egne samtaler, og det gælder også, hvis telefonen er efterladt i et mødelokale. Advokaten bør afklare forholdet, før optagelsen bruges eller deles videre, og vurdere, om den overhovedet kan føres som bevis. → Ulovligt tilvejebragte beviser i civile sager · Lydoptagelser som bevis

Kan dashcam-optagelser bruges som bevis?

Ja, men de skal sikres hurtigt. De fleste dashcams optager i en løkke og overskriver de ældste filer, når hukommelseskortet er fyldt. Tid, dato og hastighed i billedet kan være forkert indstillet og bør sammenholdes med andre spor. Gem hukommelseskortet eller de originale filer, ikke kun et klip sendt fra en app. → Dashcam-optagelser som bevis

Kan en AI-transskription erstatte en optagelse?

Ikke hvis ordlyden bestrides. En automatisk udskrift eller et AI-referat er en maskinel fortolkning af lyden og kan indeholde fejl i ord, navne og tal. Findes optagelsen, bør den sikres sammen med udskriften, og findes den ikke, bør det oplyses, hvilket værktøj der lavede udskriften, og om nogen har kontrolleret den. → AI-mødereferater og transskriptioner som bevis

Online, platforme og lokation

Kan Wayback Machine bruges som bevis?

Ja, en arkiveret side kan fremlægges som bevis for, hvad der stod på en hjemmeside på et tidligere tidspunkt. Men en arkiveret side er en rekonstruktion og ikke et øjebliksbillede, og dele af den kan være hentet på andre tidspunkter end selve teksten. Gem den arkiverede side, adressen med tidsstemplet og en beskrivelse af fremgangsmåden. → Wayback Machine i retten

Kan man få data fra Facebook eller Google til en civil sag?

Sjældent indholdet af beskeder. De store platforme er amerikanske og følger regler, der som udgangspunkt forhindrer dem i at udlevere indholdet af kommunikation på begæring fra en part i en civil sag. Den, der selv har kontoen, kan derimod hente sine data med platformens eksportfunktion, og det er ofte den hurtigste vej. → Hvorfor Meta, Google og Apple ikke udleverer beskedindhold · Platformseksport som alternativ til edition

Er Google-tidslinjen præcis nok som bevis?

Det afhænger af, hvad den skal bevise. Positioner bygger på GPS, wifi og mobilnet med meget forskellig præcision, og der kan være huller, når telefonen har været slukket eller uden forbindelse. Google oplyser, at tidslinjen nu vises fra selve enheden, så data skal som udgangspunkt sikres fra telefonen eller en eventuel sikkerhedskopi. Bed om de underliggende data med den registrerede usikkerhed, ikke kun et kort med prikker. → Lokationsdata fra telefonen som bevis

Må arbejdsgiveren bruge en medarbejders offentlige opslag?

Om og hvordan et opslag kan bruges, er en juridisk vurdering i den konkrete sag, og behandlingen skal ske inden for databeskyttelsesreglerne. Teknisk er det vigtigste, hvad opslaget faktisk viser: Tidspunktet for opslaget er ikke nødvendigvis tidspunktet for billedet. Opslaget bør sikres med adresse, tidspunkt og sammenhæng, og det bør fremgå, hvordan det blev fundet. → Sygemeldt og aktiv på sociale medier · GDPR og bevisførelse

Erklæring, skøn og rapport

Partsindhentet erklæring eller syn og skøn?

En partsindhentet erklæring kan laves hurtigt og bruges til at vurdere sagen. En skønserklæring har typisk større vægt i retten. De to kan bruges i forlængelse af hinanden. → Partsindhentet erklæring eller skønserklæring?

Hvordan formulerer jeg skønsspørgsmål i en IT-sag?

Konkret og afgrænset til det, data kan vise: hvilket system, hvilken periode, hvilken handling. → Syn og skøn i IT-sager

Hvordan vurderer jeg en rapport uden IT-baggrund?

Se efter, om fakta og vurderinger er adskilt, om metoden er beskrevet, og om der er dokumenteret kæde af ansvar og hashværdier. → Sådan læser du en IT-sagkyndig rapport

Hvordan finder man en IT-skønsmand?

IT er mange fag, så start med at beskrive, hvad skønsmanden skal kunne, for eksempel telefoner, mailsystemer, systemudvikling eller netværk. Parterne kan foreslå skønsmænd, men det er retten, der udpeger. Afklar faglighed, uvildighed og kapacitet, før et navn foreslås. → Sådan finder du en IT-skønsmand og får den udmeldt

Kan parterne selv vælge skønsmanden?

Parterne kan foreslå en skønsmand, også i fællesskab, men retten er ikke bundet af forslaget. Det er retten, der udpeger. Inden udpegningen får parterne at vide, hvem retten vil udpege, og kan udtale sig. → Sådan finder du en IT-skønsmand og får den udmeldt · IT-skønsmand i civile sager

Hvem betaler skønsmanden?

Retten fastsætter skønsmandens vederlag og fordeler det foreløbigt mellem parterne. Den part, der har begæret skønnet, og partens advokat hæfter for omkostningerne, mens modparten hæfter for den del, der skyldes modpartens egne spørgsmål. Hvem der i sidste ende bærer udgiften, afgøres sammen med sagsomkostningerne. → Hvem betaler skønsmanden?

Hvad skal en skønserklæring indeholde?

Skønsmanden besvarer spørgsmålene skriftligt til retten på domstolenes blanket. Er der flere skønsmænd, som er uenige eller kommer fra forskellige fagområder, skal hver enkelts mening fremgå. I en IT-sag bør erklæringen også vise, hvilke data der er undersøgt, hvordan de er sikret, hvilken metode der er brugt, og hvad der er fakta, og hvad der er vurdering. → Sådan læser du en IT-sagkyndig rapport · Supplerende spørgsmål til skønsmanden

Hvor lang tid tager en IT-skønserklæring?

Det afhænger både af selve analysen og af forløbet omkring den: hvornår data stilles til rådighed, om der skal holdes besigtigelse, og om der kommer supplerende spørgsmål. Spørg til skønsmandens kapacitet før udmeldelsen, og sørg for, at data er klar, når arbejdet går i gang. Skønnet kan påvirke sagens tidsplan. → Sådan finder du en IT-skønsmand og får den udmeldt · Udsættelse af sagen på grund af skøn

Får skønsmanden adgang til alt på telefonen?

Ikke nødvendigvis til alt i undersøgelsen. Der tages ofte en kopi af hele telefonen, fordi det teknisk er den sikreste fremgangsmåde, men undersøgelsen og erklæringen kan afgrænses til de stillede spørgsmål, for eksempel bestemte apps, personer eller perioder. Afgrænsningen og håndteringen af private data bør aftales og beskrives på forhånd. → Skønsmandens adgang til systemer og data · Medarbejderens private data på arbejdsudstyr

Kan retten selv undersøge en telefon?

I en civil sag er det som udgangspunkt parterne, der fører beviserne. En teknisk undersøgelse af en telefon sker derfor typisk ved syn og skøn, hvor en skønsmand besvarer parternes spørgsmål. Indholdet kan vises under hovedforhandlingen, men det er ikke det samme som en undersøgelse af de bagvedliggende data. → Anmodning om syn og skøn i IT-sager · Digitale beviser i retssalen

Kan en IT-sagkyndig sige, hvornår et dokument blev skrevet?

Nogle gange med god sikkerhed, andre gange kun inden for et tidsrum eller slet ikke. Datoen i teksten er blot tekst, mens filens metadata, versionshistorik, mails med dokumentet og systemlogs kan vise, hvornår det faktisk blev til. Sporene kan ændres ved kopiering og konvertering og skal derfor ses i sammenhæng. → Antedaterede dokumenter

Modparten

Hvordan får vi adgang til data hos modparten?

Typisk gennem en editionsbegæring eller, ved krænkelse af immaterielle rettigheder, en fogedretlig bevissikring. Begge kræver, at dataene beskrives præcist. → Editionsbegæring · Fogedretlig bevissikring

Modparten har fremlagt en IT-sagkyndig vurdering. Hvad nu?

Bed om de samme data og den samme dokumentation, som vurderingen bygger på, og reagér i tide. → Modpartens IT-sagkyndige

Modparten har kun fremlagt dele af samtalen. Hvad kan vi gøre?

Bed om hele den relevante del af samtalen, afgrænset til en periode og de involverede personer. Sker det ikke, kan der fremsættes en opfordring eller begæres edition, og en manglende fremlæggelse kan efter omstændighederne indgå i rettens bevisbedømmelse. Klientens egen kopi af samtalen er ofte den hurtigste vej til at vise, hvad der mangler. → Modparten fremlægger kun udvalgte beskeder · Opfordring og processuel skadevirkning

Modparten siger, at kontoen var hacket. Hvordan efterprøves det?

En uvedkommende adgang efterlader typisk spor: logins fra nye enheder eller steder, ændrede adgangskoder, sikkerhedsmeddelelser fra tjenesten og ændrede indstillinger. Fraværet af sådanne spor er også et spor. Bed modparten om loginhistorik og sikkerhedsmeddelelser fra kontoen i tide, fordi loginhistorik ikke gemmes for evigt. → “Kontoen var hacket” som indsigelse

Modparten har slettet sin profil. Er beviserne tabt?

Ikke nødvendigvis. Opslag og beskeder kan stadig findes hos dem, der modtog eller så dem, i klientens egne kopier og i webarkiver, og modparten kan have kopier i egne enheder eller i en dataeksport. Er profilen slettet, efter tvisten opstod, kan det også få betydning for bevisbedømmelsen. Dokumentér hurtigt, hvad der stadig findes, og hvornår det forsvandt. → Redigerede og slettede opslag på sociale medier · Når data er slettet

Klientens egne data

Kan klienten selv eksportere en WhatsApp-samtale?

Ja, og det er ofte en god første sikring. Eksporten indeholder dog ikke alle de oplysninger, der ligger på telefonen, og resultatet afhænger af telefon og valg undervejs, for eksempel om medier kommer med. Kan samtalen blive bestridt, bør telefonen bevares, så en mere fuldstændig sikring kan laves senere. → Klienten har selv sikret beviserne · Sådan eksporterer du en WhatsApp-samtale

Skal klienten beholde den gamle telefon?

Ja, hvis den kan indeholde data om sagen. Ved skift til en ny telefon flyttes ikke nødvendigvis alt med, og nogle spor findes kun på den gamle. Telefonen bør ikke nulstilles, sælges eller byttes ind, før det er afklaret, om den skal sikres, og det gælder også en defekt eller vandskadet telefon. → Defekt eller vandskadet telefon · Sådan opbevarer du en telefon, der skal sikres

Må klienten slette beskeder, efter tvisten er opstået?

Det bør klienten ikke. Sletning af relevante data, efter at en tvist er opstået, kan blive brugt mod klienten, også hvis den skete uden ond vilje. Automatisk sletning og forsvindende beskeder bør også slås fra i de relevante tjenester. Hensynet til private oplysninger kan i stedet varetages ved afgrænsning af, hvad der udleveres. → Klienten vil slette data

Kan modparten kræve at se klientens telefon?

Modparten kan begære edition, men begæringen skal angive, hvad der skal bevises, og retten træffer afgørelse, efter at klienten har haft lejlighed til at udtale sig. Udtalelsen er det vigtigste tidspunkt for at få begæringen afgrænset, for eksempel til bestemte samtaler og en periode. En udlevering kan ofte ske som et afgrænset udtræk frem for hele telefonen. → Når modparten begærer edition mod din klient

Klienten har været inde i modpartens konto. Hvad nu?

Klienten skal stoppe og ikke logge ind igen, heller ikke for at hente det, der mangler. Klienten skal heller ikke slette spor på egne enheder eller ændre noget i modpartens konto. Advokaten bør få overblik over, hvad klienten har set, gemt og delt, og hvornår, fordi logins ofte kan ses i modpartens loginhistorik. Om materialet kan bruges, er en juridisk vurdering. → Klienten har været inde i modpartens mail eller konto · Ulovligt tilvejebragte beviser i civile sager

Praktisk

Hvad koster det, og kan det dækkes?

Det afhænger af antal enheder, konti og hvor meget der skal analyseres. Om udgiften kan indgå i sagsomkostningerne, afhænger blandt andet af dokumentationen. → Hvad koster en IT-sagkyndig? · Pris og tilbud hos Nielco IT

Dækker retshjælpsforsikringen en IT-sagkyndig?

Det kan den. Det afhænger af policens vilkår, herunder selvrisiko og maksimum, og af at behovet er beskrevet, så forsikringsselskabet kan se, hvorfor IT-arbejdet er nødvendigt for sagens bevistema. Har klienten ikke en retshjælpsforsikring, kan fri proces være en mulighed. → Retshjælpsforsikring og fri proces · Pris og tilbud hos Nielco IT

Hvordan sender klienten materiale sikkert?

Ikke som vedhæftede filer i almindelig mail. Det aftales i hver sag, hvordan materialet overleveres, og hvordan overleveringen dokumenteres.

Er en sort overstregning i en PDF sikker?

Ikke altid. En sort boks kan dække teksten på skærmen, mens teksten stadig ligger i filen og kan kopieres ud eller søges frem. Brug en funktion, der fjerner indholdet, og kontrollér resultatet, før bilaget sendes, herunder metadata, kommentarer og tidligere versioner i filen. → Overstregning i bilag

Hvordan håndteres private oplysninger i materialet?

Undersøgelsen afgrænses til det, sagen handler om, og private data holdes ude, så vidt det er muligt. → GDPR og bevisførelse · Private data på arbejdsudstyr

Kan du bruges, hvis du har rådgivet os før?

Som rådgiver eller til en partsindhentet erklæring, ja, hvis konflikttjekket ikke viser andet. Som skønsmand i samme sag, nej: Har Nielco IT rådgivet en af parterne i sagen, påtages rollen som skønsmand ikke. Tidligere opgaver for en part i andre sager oplyses åbent, så retten og parterne kan tage stilling. → Uvildighed og habilitetspolitik

Arbejder du i hele landet?

Ja. Nielco IT arbejder for advokatkontorer og kuratorer i hele landet. I akutte sager kan John Nielsen være på stedet inden for få timer. Hastesager koster ekstra. → Hastesag

Kan du arbejde på engelsk?

Der findes en side på engelsk for advokater uden for Danmark om IT-sagkyndige beviser i danske civile sager. → IT expert evidence in Danish civil proceedings

Tager I straffesager?

Nej, med undtagelse af digital stalking. Den civile del af en sag, der også er anmeldt, kan der som udgangspunkt bistås med. → Afgrænsning

John Nielsen, IT-sagkyndig

Har du en sag med digitale beviser?

Skriv kort om sagen og eventuelle frister, så vender jeg tilbage. Kun civile sager.

Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage hurtigst muligt.