Klienten har overført penge til en falsk investeringsplatform, en person, klienten mødte online, eller en “bankmedarbejder”, der ringede. Pengene er væk. Mange klienter tror, at sagen kun kan gå gennem politiet. Ved siden af en eventuel anmeldelse kan der være civile krav: mod klientens egen bank, mod modtagerbanken eller mod de personer, hvis konti pengene gik igennem.
Denne artikel handler kun om de civile krav og om de digitale spor, de bygger på. Spørgsmålet om, hvem der godkendte en betaling med MitID, er behandlet i MitID og netbank: hvem godkendte betalingen?.
Tre mulige modparter
Set fra bevissiden er der typisk tre spor, som kræver forskellig dokumentation:
- Klientens egen bank. Spørgsmålet er, om banken burde have reageret, om betalingerne var autoriserede, og hvad banken gjorde, da klienten henvendte sig.
- Modtagerbanken. Spørgsmålet er, hvad modtagerbanken vidste eller burde have opdaget om kontoen, og hvad den gjorde, da den fik besked.
- Pengemodtagerne. Det er personer eller selskaber, der har ejet de konti, pengene gik ind på. Nogle har stillet deres konto til rådighed for andre. Kravet mod dem kan bygge på, at de har modtaget penge uden grundlag.
Hvilke krav der er realistiske, afgør advokaten. Men alle tre spor kræver det samme fundament: en præcis beskrivelse af, hvor pengene gik hen og hvornår.
Pengesporet
Det første arbejde er at lave en fuldstændig oversigt over betalingerne. Den bør for hver betaling vise:
- dato og klokkeslæt,
- beløb og valuta,
- afsenderkonto og modtagerkonto med registreringsnummer, IBAN eller wallet-adresse,
- betalingsmetode, fx netbank, kort, mobilbetaling eller kryptobørs,
- tekst eller reference på betalingen.
Oversigten bygges ud fra kontoudtog og betalingskvitteringer, ikke ud fra klientens hukommelse. Kontoudtog fra netbanken bør hentes i et format, der kan søges i, og samtidig gemmes som PDF med bankens egen opsætning. → Tidslinjer som bevis
Er pengene gået via en kryptobørs, ændrer sporet karakter. Klienten har ofte selv oprettet en konto hos børsen og købt krypto, som derefter blev sendt videre til en adresse, svindleren oplyste. Her skal både børskontoens historik og overførslerne på blockchainen dokumenteres. → Kryptoaktiver i tvister
Kommunikationen med svindleren
Kommunikationen viser, hvordan klienten blev bragt til at betale. Den er central for kravet mod klientens egen bank, fordi den belyser, hvad klienten kunne forstå. Den kan også være vigtig for at identificere modtagerne.
Sikr:
- beskeder i alle apps, også dem, klienten ikke længere bruger,
- opkaldslister med numre og tidspunkter,
- mails med fuld header,
- skærmbilleder og URL’er fra den falske platform,
- kontoudtog eller “saldo”, som platformen viste klienten.
Falske platforme forsvinder ofte hurtigt. Hvis siden stadig er online, bør den sikres nu. Er den væk, kan arkiverede versioner måske findes. → Wayback Machine som bevis i retten
Klienten bør ikke svare svindleren, slette samtaler eller afinstallere apps, før det er sikret. Mange klienter bliver kontaktet igen af personer, der lover at skaffe pengene tilbage. Den kommunikation skal også sikres, men klienten bør ikke betale noget. Er klienten privatperson, kan klienten selv læse om faresignalerne på Kan man få svindlede penge tilbage? Pas på recovery-svindel.
Fjernadgang til klientens enheder
I nogle forløb blev klienten bedt om at installere et program, så “supporten” kunne hjælpe. Det er typisk et program til fjernstyring af computer eller telefon. Det ændrer bevisbilledet, fordi betalingerne så kan være lavet af en anden end klienten, mens klienten sad ved skærmen.
Spor af fjernadgang kan ligge flere steder:
- programmets egen logfil med tidspunkter for forbindelser,
- systemets oversigt over installerede programmer og installationstidspunkt,
- browserhistorik og downloadmappe,
- netbankens log over den enhed og IP-adresse, betalingen kom fra.
Programmet bør ikke afinstalleres, før enheden er sikret. Afinstallation kan fjerne netop de logfiler, der viser, hvornår der var forbindelse. Det er samtidig vigtigt, at enheden ikke bruges til netbank, før det er afklaret, om der stadig er adgang udefra. Den afvejning mellem sikring og sikkerhed er en teknisk vurdering, som bør tages hurtigt.
Identifikation af pengemodtagerne
Klienten kender typisk kun et kontonummer og et navn, som ikke nødvendigvis passer. For at rejse krav mod en kontohaver skal der være en identitet. Banker oplyser normalt ikke andre kunders identitet uden videre.
Mulige veje er:
- edition mod modtagerbanken under en retssag,
- bevisoptagelse uden retssag, hvor det er muligt.
→ Edition fra tredjemand: teleselskaber, banker og platforme
Pengene går ofte fra den første modtagerkonto videre til andre konti meget hurtigt. Hver ny konto kræver en ny oplysning fra en bank. Det kan derfor være nødvendigt at bede om oplysninger i flere led. Betalingsoversigten bør opdateres for hvert led, så det hele tiden er klart, hvilket beløb der er fulgt hvorhen.
Hvad der bør spørges om hos klientens egen bank
Når kravet retter sig mod klientens bank, er det relevant at få oplysninger om:
- bankens systemer til at opdage usædvanlige betalinger, og om de reagerede,
- advarsler, der blev vist til klienten i netbanken eller i appen,
- tidspunktet for klientens henvendelse til banken og hvad banken gjorde,
- om banken forsøgte at kalde betalingerne tilbage, og med hvilket resultat.
Tidspunktet for henvendelsen bør dokumenteres med bankens egen registrering, fx en sagsnummer-mail eller en chatlog. Minutter kan betyde noget, når pengene bliver flyttet hurtigt.
Når tingene går hurtigt
Det er en fordel at handle tidligt:
- Kontakt banken straks og bed om, at betalingerne forsøges standset eller kaldt tilbage.
- Bed både klientens bank og modtagerbanken om at bevare data om betalingerne og kontiene.
- Sikr klientens telefon og computer, før noget slettes eller nulstilles.
Hvad sporene kan og ikke kan vise
Digitale spor kan ofte vise meget om forløbet, men der er grænser, som er vigtige at kende, før de bruges i et krav:
- En IP-adresse er ikke en person. Netbankens log kan vise, hvilken adresse en betaling kom fra. Den kan pege på klientens egen forbindelse eller på en anden, men den siger ikke i sig selv, hvem der sad ved tasterne. → Router-log og IP-adresser som bevis
- Fjernadgang kan påvises, men ikke altid hvad der skete under den. En logfil kan vise, at der var forbindelse i et tidsrum. Den viser ikke nødvendigvis hver enkelt handling på skærmen.
- Et navn på en konto er ikke en identitet. Navnet i betalingsteksten er ofte det, svindleren har skrevet. Den reelle kontohaver kendes først gennem bankens oplysninger.
- Blockchainen viser adresser, ikke ejere. Overførsler kan følges, men koblingen til en person kræver typisk oplysninger fra en børs.
En IT-sagkyndig kan beskrive, hvad de enkelte spor viser, og hvor sikre koblingerne er. Det giver advokaten et grundlag for at vurdere, hvilke krav der kan bæres af beviserne, og hvilke der kræver yderligere oplysninger.
Typiske fejl
- At fokusere på én modpart og overse de andre.
- At bygge pengesporet på klientens erindring i stedet for kontoudtog.
- At lade den falske platform forsvinde uden at sikre den.
- At slette kommunikationen af skam eller frygt.
- At overse, at pengene er gået videre i flere led.
Tjekliste
- ☐ Komplet betalingsoversigt bygget på kontoudtog
- ☐ Kommunikation, opkald og mails er sikret
- ☐ Platformen eller dens arkiverede versioner er sikret
- ☐ Bankerne er bedt om at bevare data
- ☐ Henvendelsestidspunkt til banken er dokumenteret
- ☐ Vej til identifikation af modtagerne er overvejet
En IT-sagkyndig bør inddrages, når pengesporet går gennem kryptobørser og wallets, når platformen skal sikres, eller når klientens enheder skal undersøges for spor af fjernadgang.
→ Send en sag · Tlf. 70 13 63 23 · IT-sagkyndig bistand til advokater hos Nielco IT
