Medier: hvad stod der hvornår?

En artikel på et nyhedsmedie er ikke længere et fast produkt. Den kan blive opdateret flere gange samme dag, få ny rubrik, nyt billede eller en rettelse, og den kan blive delt, citeret og genbrugt af andre medier. Når en klient mener sig krænket af omtale, eller når et medie selv er part i en tvist om, hvad det har skrevet, bliver spørgsmålet ofte: Hvad stod der præcist, og hvornår? Det gælder både ved en klage til Pressenævnet, ved et krav om rettelse og ved en civil sag om godtgørelse eller erstatning. Denne artikel handler om, hvordan advokaten får fastlagt artiklens versioner. Omtale på sociale medier og falske opslag er beskrevet i Negativ omtale og falske opslag online.

En artikel har mange versioner

Fra IT-siden er en netartikel en række versioner i mediets redaktionelle system (CMS). Mellem første udgivelse og den version, der ligger på nettet i dag, kan der være sket mange ting:

Rubrik og underrubrik er ændret, måske for at afprøve, hvilken der giver flest læsere.
Brødteksten er opdateret med nye oplysninger eller rettet.
Billeder og billedtekster er skiftet ud.
Citater er tilføjet eller fjernet.
Rettelser er tilføjet, med eller uden en synlig rettelsesnote.

Det synlige tidspunkt på artiklen er ikke altid til hjælp. Nogle medier viser kun udgivelsestidspunktet, andre viser “opdateret” uden at sige, hvad der blev ændret. Et rettelsesfelt nederst i artiklen siger sjældent, hvordan teksten så ud før.

Hvor versionerne findes

Versionerne kan dokumenteres fra flere kilder, både hos mediet og udefra.

Hos mediet:

CMS-historikken, der normalt gemmer hver gemt version med tidspunkt og redaktør.
Udgivelseslog, der viser, hvornår ændringer gik live.
Test af rubrikker, hvor flere rubrikker vises til forskellige læsere samtidig.
Distribution til apps, nyhedsbreve, pushbeskeder og samarbejdspartnere.
Den trykte avis eller e-avisen, hvis artiklen også blev bragt der.

Udefra:

Klientens egne sikringer med tidspunkt.
Arkiverede versioner hos et uafhængigt webarkiv. → Wayback Machine i retten: bevisværdi og indsigelser
Mediets egne opslag på sociale medier, der ofte bruger den oprindelige rubrik og et uddrag.
Andre medier og nyhedsaggregatorer, der har citeret eller gengivet artiklen.
Nyhedsbreve og pushbeskeder, som modtagere har gemt.
Søgemaskinernes resultatvisning, som kan vise en ældre rubrik i en periode.

Ingen af kilderne udefra viser hele historikken. De viser enkelte øjebliksbilleder. Til gengæld kan de være uafhængige af mediet, hvilket giver dem vægt, hvis CMS-historikken bliver bestridt.

Sikring hurtigt efter udgivelse

Den bedste dokumentation er den, der laves med det samme. Hvis klienten bliver opmærksom på en artikel, bør den sikres straks og gentagne gange, så længe den kan ændre sig:

Gem hele siden, ikke kun et skærmbillede, med tidspunkt og adresse.
Gem også sidens kildekode, som kan indeholde tidspunkter for udgivelse og ændring.
Sikr mediets opslag på sociale medier og de første kommentarer.
Sikr eventuelle betalingsmur-versioner, hvor kun begyndelsen er synlig.
Gentag sikringen, hvis klienten mistænker ændringer, for eksempel efter en henvendelse til mediet.

Kildekoden til en artikel indeholder ofte maskinlæsbare oplysninger om udgivelses- og ændringstidspunkt, som ikke vises på siden. De kan være værdifulde, men de er sat af mediet selv og bør læses som sådan.

Når mediet skal levere historikken

Hvis det er nødvendigt at få mediets egen historik, bør henvendelsen eller begæringen være konkret: artiklens adresse, perioden og de felter, der ønskes, for eksempel rubrik, brødtekst og billedtekst i hver version med tidspunkt. Bed om data fra CMS’et, ikke om en redaktionel beskrivelse af, hvad der blev ændret. → Editionsbegæring set fra IT-siden

Redaktionelt materiale kan være omfattet af særlige hensyn, herunder til kildebeskyttelse. Hvordan det påvirker muligheden for at få oplysninger fra et medie, er en juridisk vurdering. Versioner af en offentliggjort tekst er dog noget andet end oplysninger om kilder.

Gengivelser hos andre

En artikel lever ofte videre uden for mediets egen hjemmeside. Den kan være solgt videre til andre medier, citeret af nyhedstjenester eller gengivet i opslag og fora. Disse gengivelser bliver typisk ikke opdateret, når mediet retter sin egen version. De kan derfor være den eneste dokumentation for den oprindelige tekst, og de kan samtidig vise, hvor bredt omtalen blev spredt.

Sikr gengivelserne på samme måde som selve artiklen, med tidspunkt og adresse. Notér, om gengivelsen angiver kilde og tidspunkt, og om den er en direkte kopi eller et resumé. En direkte kopi med tidspunkt kan bruges til at fastslå, hvad der stod. Et resumé kan højst sige noget om, hvordan artiklen blev forstået.

Spørgsmål til klienten

Spørg tidligt, hvornår og hvor klienten første gang så artiklen, på hvilken enhed, og om klienten har gemt noget. Spørg også, om klienten har henvendt sig til mediet, hvornår og hvordan, og om der er kommet svar. Klientens egen korrespondance med mediet er ofte en vigtig del af tidslinjen.

Rubriktest og varianter

Mange medier afprøver flere rubrikker på samme artikel, så forskellige læsere ser forskellige rubrikker samtidig. Det betyder, at klienten og en kollega kan have set hver sin rubrik på samme tidspunkt, og at begge kan have ret. Hvis rubrikken er det omstridte, bør advokaten spørge til, om der kørte en test, hvilke varianter der var, og hvor længe hver blev vist.

Fra versioner til tidslinje

Når versionerne er fundet, bør de stilles op i en tidslinje: hvilken tekst der stod hvornår, og hvilke kilder der dokumenterer det. Tidslinjen kan suppleres med oplysninger om, hvornår klienten henvendte sig til mediet, og hvornår ændringer skete. Hvis en rettelse kom kort efter en henvendelse, kan det have betydning. Hvis den kom først meget senere, kan det også have betydning. → Tidslinjer som bevis: opbygning og angreb

Ved en klage til Pressenævnet er sagsbehandlingen skriftlig, og dokumentationen skal være let at overskue. → Klage- og ankenævn: digitale beviser uden for domstolene

Typiske fejl

At sikre artiklen én gang og antage, at den ikke ændrer sig.
At læse “opdateret”-tidspunktet som tidspunktet for den omstridte ændring.
At overse, at rubrikken kan have været forskellig for forskellige læsere.
At glemme sociale medier, nyhedsbreve og pushbeskeder, hvor den oprindelige tekst ofte overlever.
At bede mediet om en beskrivelse af ændringerne i stedet for selve versionerne.